Jeg hedder Cecilie, jeg er 32 år.

Jeg er et sammensat, jordnært, farverigt, kreativt, kærligt og meget følsomt menneske. Min naturlige tilgang er legende, lidt rebelsk og jeg er ikke bleg for at tænke normkritisk.

Jeg dyrker en bevidstlivsførelse. Min tid her på jorden som menneske, skal indeholde massere af nydelse, vitalitet og ikke mindst føles meningsfuld!

Siden jeg var barn har jeg været meget reflekterende, filosofisk, observant og socialt intelligent. Jeg er en udadvendt introvert, en viden begærlig nørd der elsker at søge dybt. Den menneskelige psyke og vores samspil har længe både interesseret, fascineret og udfordret mig. Jeg har erfaret at det ofte er de små ting der kan gøre den store forskel, og at kærligheden er det største vi kan forene os i.

At være autentisk og at gøre sig umage, det er for mig lig med at fremstå tydelig!

Det er værdier der betyder meget, både for den jeg selv er og ønsker at være. Det er ligeså noget jeg vægter højt i mit arbejde og som har betydning for hvad jeg forventer i mødet med andre. Den dag idag lykkes jeg med at leve et liv, der er godt i overensstemmelse med det.

Men,, jeg har tidligere, særligt efter jeg blev mor, følt en splittelse og haft svært ved at lande i hvem jeg faktisk var (blevet). Jeg har i perioder været udbrændt, haft svært ved at mærke hvad jeg havde brug for eller at udtrykke det, hvilket gjorde at jeg ikke fik rakt ud eller reagerede på mine egne behov tidsnok.

Jeg har oplevet at miste kontakten til mig selv, deraf også kontakten og forbundenheden til nogle af de nære og vigtige mennesker i mit liv.

Jeg har været fortvivlet og jeg har ikke formået at navigere i, hvor jeg skulle gå hen med mine mørke sider, hvem der kunne hjælpe/rumme mig, eller hvad jeg skulle gøre for at komme videre eller finde accept og ro med det jeg stod i.

Jeg havde den tro, at det var andres validering der skulle til, for at jeg kunne føle mig god nok. Derfor lod jeg mig, desværre, i høj grad definere af andre menneskers forventning til mig og hvem jeg skulle være for at “passe ind”.

Jeg sled mig selv i forsøget på at leve op til en kulturelbetinget forestilling om at, være kvinde, mor, kæreste, kollega, datter, ven, ung og meget andet.

Jeg endte for ofte med at føle mig forkert. Eller i hvert fald følte jeg ikke, at jeg slog til, samtidig med at noget indeni mig havde en modstand, for der var alligevel en del af det jeg troede “man "burde og skulle “, som jeg simpelthen ikke kunne identificere mig med!

Det var svært at finde pladsen til blot, at være og føle succes, som Cecilie. I perioder hoppede jeg halvhjertet ind og ud af roller, hvilket komplicerede det for mig at finde ægte tilhørsforhold nogen steder. Når det skete at jeg endelig fandt mod til at dele mit sårbare indre med andre, så slog jeg mig på sætninger som, “sådan er det jo bare”, efterfulgt af en let afvisning og følelsen af at andre ikke kunne rumme at tale mere om sådan tunge emner.

Derefter følte jeg mig lukket ned og slukket for, og faktisk bare endnu mere alene og i en slags sorg. For hvis de andre ikke forstod mig, eller i det mindste havde en interesse i at prøve, var det så det værd at dele med dem? Og var det bare mig den egentlig var gal med?

Jeg har spekuleret en del i tematikken og spørgsmål såsom;

“Hvordan vil jeg gerne leve mit liv, og hvordan kommer jeg til det?”

“Hvordan kan jeg stå stærkt i mig selv og forblive tro mod det jeg føler, også i selskab med andre”

“Hvordan kan jeg indgå i kompromis uden at give afkald på mig selv, mine behov og mine værdier”

Den barske sandhed og indsigt var, at der kommer ingen og reder os.

Afgrænsning af den jeg er og at få et sprog til at sætte personlige grænser, det blev mit svar og min vej til balance.

Det blev en total AHA-oplevelse og en kæmpe gamechanger for min livsførelse og kvalitet!

Da jeg selv forstod hvad grænser og grænsesætning i virkeligheden handler om, og dernæst begyndte at praktisere det, DER oplevede jeg den største livsforandring til det bedre(!), ikke mindst for dem jeg elsker og deler livet med. Det gav en helt anden form for selvfølelse og solidt selvværd. Jeg fik en ny forståelse af frihed og måde at være til på. Jeg kunne være nærværende og leve i nuet.

Det gav mig en accept og en ro, så jeg den dag idag, her på den anden side af både positive og negative livskriser, faktisk kan opleve en grundfølelse af lykke, selv når hverdagen og livet udfordrer mig i belastende perioder.

Jeg ved også nu, at det er et livslangt projekt at blive ved med at vælge til, og vælge fra og tage personligt ansvar for det liv jeg ønsker at leve.

Det er lige præcis det udgangspunkt der har spirret og fået mig til at skabe et selvudviklingsforløb om det selv samme! Et forløb jeg er rigtig stolt af! Som er sammensat i en kombination af teoretisk viden og egen erfaring.

Jeg glæder mig sådan over det har fået liv og at det allerede er igang med at gøre en stor forskel i flere menneskers liv, hos klienter og for deres pårørende!

Jeg ønsker fra hjertet af, at udbrede til andre, at det er muligt at kende sig selv helt ind i kernen, mestre og have følelsen af at;

“stå stærkt i sig selv”,

både i med- og i modvind, alene og sammen med andre…

Ærligt, mener jeg at det er en oplevelse og en grundfølelse som vi alle fortjener at have. Desto tidligere vi lærer at afgrænse, jo bedre vilkår for sund livsførelse - for det er også her at vi kan give kærligheden de bedste betingelser for at blomstre, gro og vare ved!

Grænser og afgrænsning praktiseret kærligt, med ansvar for egen trivsel og holdt på hjemmebane, det lyder måske som noget der er svært og kompliceret. MEN det er faktisk rimelig simpelt, altså når først konceptet forstås korrekt.

Jeg sammenligner det lidt med, at skulle lære at tale et nyt sprog. Det er svært og uforståeligt i begyndelsen, men når først det er lært, kan man slet ikke stoppe med at snakke det igen. At afgrænse hvem vi er og stå tydeligt frem, det er noget af det mest kærlige vi kan gøre, for os selv og for hinanden i fællesskabet.

Jeg er Cecilie. Jeg er også mor til to, og kæreste med Emil, børnenes far. Vores familie har også et firbenet medlem, hunden Pala, der indimellem er med på arbejde som terapi-kontor-hund.

Emil og jeg har kendt hinanden i godt og vel 15 år.

Vi er vokset meget sammen som par og vi har også hver især været igennem store individuelle modninger. Vores nuværende parforhold er, på en og samme gang, både meget passioneret, lidenskabeligt, tillidsfuldt og trygt.

Jeg er meget meget stolt af den stærke kærlighed og kæmpe rummelighed vi nærer for hinanden. Jeg er taknemmelig for at opleve at elske et andet menneske så ubetinget højt og at føle mig ligeså oprigtigt elsket tilbage.

At finde og lande i denne form for kærlighed, det har krævet store følelser, massere af vilje, mange udsving, sorg og glæde, og mest af alt en vedholden optimistisk indsats. Vi ved at vi ikke kan tilskrive vores kærlighed held og tilfældigheder, men at vi i sandhed, både i medgang og modgang, har kæmpet for den!

Vi ved også, at det er det hele værd, at kærligheden er værd at kæmpe for.

Vores kærlighedshistorie er lykkelig!

Det er vigtigt for mig at pointere dette, for jeg vil gerne understrege at, det at være en lykkelig kærlighedshistorie nemlig IKKE er det samme som at være perfekt! Vi har været fra hinanden og fundet sammen igen. Med det sagt, så kan jeg afsløre, at vores historie nemlig også indeholder store svigt, svigt vi begge har både oplevet at begå og være offer for. Herunder hører også det svigt, der måske, kulturelt set, er det største at begå og mest tabubelagte at tilgive, nemlig utroskab.

Jeg ved derfor, fra flere perspektiver, nemlig både fra professionelt praksisarbejde og med egen privat personlige erfaring, at kærligheden KAN OVERLEVE store svigt som fx utroskab. Professionel hjælp har været en god beslutning for vores vedkommende

Jeg vil til enhver tid anbefale, at man får støtte til dette, for med den rette indsat, hjælp og tid, kan viljen til kærlighed og tilgivelse overvinde meget.

For de fleste vil det at overvinde svigt og sorg kræve respektfuld bearbejdelse, tid og ikke mindst en anerkendelse af sorgen.

Emils og min kærlighed er endda et ægte eksempel på, at forholdet på den anden side, kan blive bedre, stærkere, mere bevidst, intimt og tilmed autentisk.

Min egen historie er en stor motivation til hvorfor, jeg er blevet PARTERAPEUT!

Vores familie bor COLA inspireret, (COLA står for couples living apart). Det vil altså sige, at vi lever lidt alternativt fordi vi ikke bor under samme tag hele tiden. Vores hverdage er autentiske, de indrettes efter behov og med respekt for integriteten.

Vi dyrker et meget tæt, stærkt og kærligt kernefamilieliv. I en tilværelse og form som vi selv har defineret, skabt og taget ansvar for. Det er med respekt for at vi alle oplever bedst mulig trivsel i fællesskabet.

Intet er statisk, heller ikke måden eller formen på, hvordan vi som familie ser os selv. Vi sørger for at tilpasse og justere når behovet opstår.

Sådan her lever vi lige nu, fremtiden er åben og står endnu uskrevet - men klar til at forme sig efter vores ønske.

Det er vigtigt for mig, at der i det liv jeg skal leve, bliver skabt plads til at ting kan sam-eksistere. Der skal eksempelvis være plads til at både, familielivet og erotikken, forældreskabet og parforholdet, alene-tid og fællesskab, kan forenes og prioriteres i omfanget af en ligeværdig gunstig kærlighed.